Grænseforsikring i Danmark

Indfører du et udenlandsk registreret motordrevet køretøj til Danmark, skal du i visse tilfælde købe en grænseforsikring. Nedenfor kan du se detaljer om, hvornår en grænseforsikring er relevant.

Hvornår skal man bruge en grænseforsikring?

En grænseforsikring i Danmark skal købes, når følgende tre kriterier er opfyldt:

  1. Det udenlandske motordrevne køretøj er registreret i et land, som hverken er en del af EU/EØS eller har tilsluttet sig den såkaldte ’Multilateral Agreement’ om antaget forsikring (deemed insurance). Grænseforsikring kan derfor ikke tegnes, hvis køretøjet er registreret i ét af de 30 EU/EØS-land eller i Andorra, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien, Schweiz eller Storbritannien.

  2. Det udenlandsk registrerede motordrevne køretøj føres ind i Danmark som det første land i ovennævnte område af lande. Hvis et andet af de ovennævnte 36 lande er det første land, som det motordrevne køretøj føres ind i, skal grænseforsikringen i stedet tegnes i dette land.

  3. Det udenlandsk registrerede motordrevne køretøj har ikke allerede en ansvarsforsikring, der accepteres som gyldig i Danmark, f.eks. en grønkortforsikring eller en grænseforsikring, der er tegnet i et andet land og omfatter Danmark.

Grænseforsikringen, som udstedes af DFIM, er en lovpligtig ansvarsforsikring, som gør, at dit motordrevne køretøj lovligt kan køre i Danmark samt i resten af EU/EØS og i Schweiz.

Hvad koster en grænseforsikring?

Prisen er beregnet ud fra køretøjstypen og antal måneder, som forsikringen skal være gældende (altid hele måneder). Du kan se prisen ud fra prislisten nederst på siden.

Bemærk, at alle betalinger skal ske ved bankoverførsel.

Når betalingen er modtaget, sender DFIM policen til dig pr. e-mail eller til din danske adresse. Grænseforsikringer tegnes for mindst én måned ad gangen og skal fornyes inden udløbsdato.

Vigtigt at vide

  • Køretøjer med egenvægt på maks. 3.500 kg prisfastsættes som personbil

  • Køretøjer med maks. ni personer inkl. fører prisfastsættes som personbil

  • DFIM udsteder kun den lovpligtige ansvarsforsikring – ikke kaskoforsikring

  • Geografisk dækning gælder hele EU/EØS og Schweiz

Prisliste

Kategori

1. måned

Efterfølgende måneder

1 år

A. Personbil

800 DKK / 120 EUR

500 DKK / 70 EUR

5.500 DKK / 700 EUR

B. Motorcykel

600 DKK / 80 EUR

250 DKK / 35 EUR

2.300 DKK / 300 EUR

C. Lastbil/traktor

2.700 DKK / 380 EUR

1.700 DKK / 35 EUR

18.200 DKK / 2.400 EUR

D. Knallert

450 DKK / 65 EUR

160 DKK / 20 EUR

1.100 DKK / 150 EUR

E. Bus

2.650 DKK / 360 EUR

1.200 DKK / 160 EUR

13.700 DKK / 1.800 EUR

Ansøg om grænseforsikring

Udfyld formular om grænseforsikring og indsend til DFIM.