Om dagsgebyret
I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på et motordrevet køretøj.
Dagsgebyr på 250 kroner
Er du registreret som bruger eller ejer af et køretøj, fx en bil, motorcykel eller en knallert men uden at have den lovpligtige ansvarsforsikring, vil du fra og med 1. januar 2019 blive opkrævet et dagsgebyr på 250 kroner.
Gebyret opkræves for hver dag, køretøjet ikke er forsikret. Gebyret er betydelig højere, end det en ansvarsforsikring koster. For at undgå at du bliver opkrævet et gebyr, skal du enten købe den lovpligtige ansvarsforsikring på dit køretøj eller aflevere nummerpladerne til Motorstyrelsen.
Dagsgebyret er blevet indført ved lov, fordi der ved lovens vedtagelse var omkring 50.000 køretøjer i Danmark, der ikke havde den lovpligtige ansvarsforsikring.
Selv om antallet af uforsikrede motorkøretøjer siden 1. januar 2019 er faldet markant, er der endnu mange tusinde uforsikrede køretøjer, som kan forvolde skade på andre. Se statistik. De samlede udgifter løber op i mere end 70 millioner kroner om året.
Har man ikke en ansvarsforsikring på sit køretøj, kommer man i sidste ende til selv at betale for de skader, man forvolder på andre og deres ting. Er der tale om personskader, der medfører invaliditet og tab af erhvervsevne, kan erstatningsudgifterne løbe op i millioner af kroner.
Formålet med loven er at nedbringe antallet af uforsikrede køretøjer og dermed reducere den millionregning, som alle, der ellers har købt den lovpligtige forsikring, er med til at betale. Hverken folketinget eller DFIM mener, det er rimeligt, at kunder med en forsikring betaler for skader forårsaget af et køretøj uden forsikring.
DFIM er en garantifond, der hjælper med at udbetale erstatning til de personer, der er blevet skadet af et uforsikret køretøj. Det er DFIM, der fra og med 1. januar 2019, hvor loven trådte i kraft, står for opkrævning af dagsgebyret.
DFIM står for opkrævning af dagsgebyr
DFIM står for opkrævning af et gebyr på 250 kroner for hver dag, et motordrevet køretøj er uden ansvarsforsikring. Gebyrordningen trådte i kraft samtidig med loven den 1. januar 2019. Dagsgebyret bliver pålagt, indtil der er købt en ansvarsforsikring, eller køretøjets nummerplader er afleveret til Motorstyrelsen.
Gebyret følger en person eller en virksomhed, og er derfor ikke knyttet til selve køretøjet. Man kan ikke købe en ny forsikring på noget køretøj, før de skyldige gebyrer til DFIM er betalt.