Motor og udland
Det grønne kort
Din ansvarsforsikring gælder i EU/EØS, men i nogle lande skal du stadig medbringe det grønne kort (bevis for forsikring). Her kan du se, i hvilke lande du skal medbringe det, og hvordan du får det.
Kørsel i EU/EØS og udvalgte lande
Du behøver ikke at medbringe det grønne kort ved kørsel i EU/EØS-lande samt i Andorra, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien og Storbritannien.
Lande, hvor du skal medbringe det grønne kort
Det grønne kort er stadig påkrævet i nogle lande uden for EU/EØS:
Albanien | Moldova | Aserbajdsjan |
Tunesien | Nordmarkedonien | Tyrkiet |
Marokko | Ukraine |
OBS: Hvis du er involveret i et uheld med et køretøj fra et af disse lande, skal du sikre dig en kopi af det grønne kort fra modparten - fx ved at tage et billede af kortet.
Det grønne kort – papir eller PDF
Forsikringsselskaber kan selv vælge, om de vil printe det grønne kort for kunden eller sende en fil, som kunden kan printe.
Fra 1. januar 2025 er det også muligt for forsikringsselskaber at udstede det grønne kort som en PDF-fil. PDF-kortet er et fuldt gyldigt dokument, der kan vises til myndigheder på en mobiltelefon, tablet eller anden digital enhed. Det gør det nemmere at have dokumentationen med, når du kører i udlandet, uden at skulle medbringe fysisk papir.
Lande uden for ordningen
Kosovo: Det grønne kort accepteres ikke - køb grænseforsikring ved grænsen.
Rusland og Belarus: Suspenderet fra ordningen pr. 1. juni 2023. Det grønne kort gælder ikke - køb grænseforsikring ved grænsen.
Iran: Suspenderet fra ordningen pr. 1. januar 2024. Det grønne kort gælder ikke - køb grænseforsikring ved grænsen.
Har du spørgsmål om det grønne kort?
Kontakt os på telefon mandag til torsdag 8.30 - 16.00 og fredag 8.30 - 15.00