Umyndige kan blive pålagt dagsgebyrer

Hvis et motordrevet køretøj ikke har den lovpligtige ansvarsforsikring, bliver der opkrævet dagsgebyrer. Det gælder også, når ejeren eller den faste bruger af køretøjet er under 18 år.

Efter færdselsloven er det ejeren eller den registrerede bruger af et køretøj, der har ansvaret for, at køretøjet er ansvarsforsikret.

Hvis en umyndig person er registreret som ejer eller fast bruger af et køretøj – fx en knallert, scooter eller bil - gælder forsikringspligten også for den umyndige. Dette gælder uanset om køretøjet bliver brugt eller ej.

Det betyder, at hvis køretøjet ikke er forsikret, kan den umyndige person blive pålagt dagsgebyrer.

Dagsgebyrerne er en lovbestemt konsekvens af, at et køretøj er registreret uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Derfor har domstolene også fastslået, at dagsgebyrer lovligt kan pålægges umyndige, når de står registreret som ejer eller bruger af et uforsikret køretøj.

DFIM kontakter ikke værgen

DFIM må kun sende breve og digital post til den person, der efter loven er ansvarlig for køretøjet – altså den registrerede ejer eller bruger.

DFIM har ikke adgang til oplysninger om værger og kan ikke indhente disse oplysninger fra offentlige myndigheder, Motorstyrelsen eller andre.

Derfor kan DFIM:

  • Ikke se eller modtage oplysninger om, hvem der er værge for en umyndig

  • Ikke kontakte værgen direkte

  • Ikke sende opkrævninger eller varsler til værgen

Al post sendes derfor til den person, som er registreret bruger af køretøjet, og som dagsgebyrerne bliver pålagt.

Hvad skal du som værge eller umyndig gøre?

Modtager du, eller en du er værge for, et brev fra DFIM om betaling af dagsgebyrer, er det vigtigt, at du følger vejledningen, som er angivet i skrivelsen fra DFIM.

Dagsgebyrerne påløber indtil forsikringspligten er opfyldt, eller køretøjet er afmeldt. Du skal derfor:

  • Betale de pålagte dagsgebyrer og få genforsikret køretøjet inden fem hverdage

  • Få køretøjet afmeldt, hvis det ikke længere bruges

Bliver de pålagte dagsgebyrer ikke betalt til DFIM, kan DFIM sende sagen i fogedretten. Hvis fogedretten modtager en sag på en umyndig, vil fogedretten som udgangspunkt indkalde eller orientere værgen omkring sagen.

DFIM indgår kun aftaler om betaling eller afdragsordning med en umyndig, hvis værgen har givet samtykke hertil.